AB Clausen A/S Rådgivende Ingeniører A/S

Bedst til konstruktioner

Rundetårn med kuppel og rutchebane

Rundetårn med kuppel og rutchebane

Kan du forestille dig Rundetårn med en kuppel af træ monteret omkring den øverste del af tårnet og en rutchebane på 130 meter der snor sig ned gennem spiralgangen? Det lyder måske som en majkat. Ikke desto mindre er det snart virkelighed for forbipasserende på strøget i København, når de løfter blikket mod ét af Danmarks mest markante og berømte bygningsværker, Rundetårn.

Projektet er drevet af Thomas Andersen, kurator med mange års erfaring indenfor japansk samtidskunst, og er en del af den officielle fejring af 150 året for de diplomatiske forbindelser imellem Danmark og Japan. Fejringen af de kulturelle bånd markeres med en særlig kulturindsats, der involverer aktører i begge lande. I 2017 vil kunstnere og kulturinstitutioner således præsentere et omfattende kulturprogram i både Danmark og Japan, bl.a. anført af Thomas Andersen. Satsningen udmønter sig bl.a. i udstillinger, koncerter, animations- og filmfestivaler, symposier, scenekunst samt et stort fokus på arkitektur, kunsthåndværk og design, og altså også i udsmykningen af Rundetårn i hjertet af København.

Hovedtænkeren bag kuplen på toppen af Rundetårn, er den japanske kunstner Tadashi Kawamata, som har udført flere kunstværker på berømte bygningsværker rundt om i verden. Blandt andet Place Vendôme og Versielle i Paris har været prydet af den verdensberømte kunstners træinstallationer. Karakteristisk for Tadashi Kawamatas værker er netop legen med et ikonisk bygningsværk i samspil med installation af træ. På samme måde vil Rundetårn blive udsmykket med trækuppel og et træskur som skal monteres i ca. 30 meters højde uden på bygningen.

(http://www.kamelmennour.com/media/2620/tadashi-kawamata-gandamaison.html)

Med kig til stjernerne

Byggeriet af Rundetårn blev påbegyndt i 1637 af Kong Christian d. 4., og i 1642 stod det nye observationstårn færdigt og markerede Danmark som førende inden for astronomi. Med sine snart 400 år er Rundetårn Europas ældste fungerende astronomiske observatorium, og bliver fortsat flittigt brugt af amatørastronomer og andre, der vil gå på opdagelse i himmelrummet. Med reference til tårnets oprindelse har kunstneren Tadashi Kawamata således udtænkt kuplen som en åben konstruktion med udsyn til himlen. ”Det er et historisk spændende projekt med flotte referencer til historien bag Rundetårn”, udtaler Thomas Andersen, som tillige arbejder på et kunstprojekt til Roskildefestivallen med to japanske kunstere Atsushi Nishijima og Takehito Koganezawa, der skal lave henholdsvis et lysprojekt og lydkunst med en komposition på stearinlys.

Udover kuplen på toppen skal der bygges en 130 meter lang rutchebane, der bugter sig ned igennem Rundetårns sneglegang. Den lange spiralrampe snor sig 7½ gang omkring tårnets kerne op til stentrapperne, der fører det sidste stykke vej ud til udsigtsplatforment. Publikum kan dermed se frem til en anderledes nedstigning når udstillingen åbner d. 25. november.

Skarpe restriktioner på den fredede bygning

Rundetårns sneglegang er enestående i europæisk arkitektur og kunstinstallationen på toppen af den fredede bygning kommer ikke uden restriktioner. Blandt andet er der strenge regler for at, beskytte det gamle gitter fra 1697 som omkranser udsigtsposten.

For at projektet kan realiseres, har Thomas Andersen kontaktet AB Clausen, Rådgivende Ingeniører med speciale i konstruktioner. ”AB Clausen – Rådgivende Ingeniører er en nøglespiller for, at få projektet til at lykkes. Der er en masse beregninger og en masse sikkerhed der skal tages højde for i sådan et projekt”, udtaler Thomas Andersen.

Leder på projektet hos AB Clausen, bygningskonstruktør Mads Jakobsen forklarer, at kompleksiteten i et sådan projekt er meget omfattende og af samme årsag utrolig spændende. ”Når vi arbejder med et projekt af denne kaliber, er der nogle særlige forholdsregler vi skal tage udgangspunkt i. For det første arbejder vi i en høj konsekvensklasse, hvilket i praksis betyder, at vi laver en 10% overdimensionering på vores konstruktioner, for at sikre, at kuplen og træskuret kan modstå belastningen fra de mange besøgende. Derudover opererer vi også med nogle lidt andre parametre, idet konstruktionerne skal op i mere end 30 meters højde. – Her spiller vind og vejr en anden rolle end ved eksempelvis et et-planshus”, udtaler Mads Jakobsen. ”Endelig skal vores konstruktioner tage højde for at bygningen er fredet, og når installationen fjernes i januar 2018 er det et krav, at tårnet efterlades i præcis samme stand som før. Alt i alt er det et utrolig spændende projekt, som jeg glæder mig meget til at besøge, når udstillingen åbner til November”, afslutter Mads Jakobsen.

Udstillingen i Rundetårn løber fra d. 25. november til og med d. 10. januar 2018. Rundetårn er det kultursted i Danmark som er det mest besøgte i Danmark efter Louisiana, med mere end 600.000 gæster årligt. Med den nye installation, og i kombination med en 900 kvm stor udstilling af Kaspar Bonnén i toppen af tårnet, forventes besøgstallet at stige.

Har du spørgsmål til AB Clausen – Rådgivende Ingeniører A/S kontakt projektleder og bygningskonstruktør Mads Jakobsen på telefon: 2849 0090 eller maj@abclausen.dk eller besøg www.abclausen.dk

Spørgsmål til Thomas Andersen rettes til bonkit@gmail.com eller besøg http://projects.thomasandersen.nu/