Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

AB Clausen kåret til ’Årets Virksomhed’ og gazellevinder for tredje år i træk

AB Clausen har netop vundet titlen som Årets Virksomhed i Rødovre Kommune og Gazelleprisen for tredje år i træk. Mens de største virksomheder konsoliderer sig, nyder firmaet stor succes med at specialisere sig inden for bærende konstruktioner.

Specialisering, entreprenørånd, agilitet og nærhed til kunden.

Sådan lyder kort og godt opskriften på den succes, som ingeniørvirksomheden AB Clausen nyder i øjeblikket.

Specialisterne i bærende konstruktioner, med i alt 43 ingeniører, heraf 35 konstruktionsingeniører, har netop vundet prisen som Årets Virksomhed i Rødovre Kommune. Virksomheden har desuden markant vækst i omsætningen og en sund bundlinje og er for nylig blevet kåret til gazellevirksomhed for tredje år i træk.

Modtrend til konsolideringsbølge

– AB Clausen er specialister i bærende konstruktioner, og vi er en klar modtrend til den konsolideringsbølge, som i øjeblikket skyller henover bygge- og anlægsbranchen. De store danske ingeniørvirksomheder med flere tusinde ansatte er rigtig dygtige og nyder vores store respekt. Dog møder vi også mange kunder, som har været frustrerede over en distance og mangel på nærhed med rådgiverne, som ofte hersker i de store ‘One stop shopping’- ingeniørvirksomheder, siger ejer hos AB Clausen, Ammar Al-Temimi.

Nære relationer skaber tillid

Netop den nære relation og tilliden mellem kunden og ingeniørteamet, der beregner de bærende konstruktioner, er centralt i konstruktionsbranchen. Konsekvensen af forkerte beregninger kan i værste fald medføre svigt i konstruktionen og erstatningsansvar. Derfor er det yderst sjældent, at konstruktionsberegninger bliver lagt i funktionsudbud.

Fordi tillid er et nøgleparameter, vælger AB Clausen at gå den modsatte retning af de store rådgivere. Fokus er på specialisering inden for bærende konstruktioner, yderligere dygtiggørelse af medarbejderne og tætte relationer til kunden med henblik på at skabe tillid mellem parterne og øge influxet af nye, større opgaver.

– Hos os kan kunderne sætte ansigt på vores medarbejdere. Lederne, og mig selv som ejer, kender alle projekter. Kunderne ved, hvem de arbejder sammen med. Det gør dem trygge. Fordi vi har et tæt kendskab til opgaverne, er vi desuden færre mand i kundemøderne. Det reducerer ofte vores honorar, siger Ammar Al-Temimi.

På jagt efter milliardentrepriser

AB Clausen har bl.a. været med til at renovere Postcentralen i København, et projekt på 24.500 kvm, der udmunder i et hotel med 390 værelser. Jagten på flere tilsvarende samt endnu større totalentrepriser er sat ind.

– Vi vil være Danmarks kompetencecenter for bærende konstruktioner. Inden for byggeri har AB Clausen allerede lige så mange konstruktionsingeniører som hver af de store ingeniørvirksomheders afdelinger i København. Det betyder, at også vi kan løfte milliardentrepriser. Til at håndtere de ydelser, som vi ikke kan levere, har vi etableret tætte alliancer med specialister inden for teknikfagene, bl.a.  VVS, el, installation, brand, geoteknik, miljøanalyser og akustik, forklarer Ammar Al-Temimi.

I stedet for at løse alt under samme tag kan der ligge en styrke i at specialisere sig. AB Clausen er beviset på det inden for bærende konstruktioner.

Billede: Rødovre Lokal Nyt

Kort om AB Clausen

Fakta

  • Speciale: Bærende konstruktioner.
  • 52 medarbejdere, heraf 43 ingeniører, hvoraf 35 er uddannet konstruktionsingeniører, samt ni studerende/praktikanter.
  • Etableret i 2009. Adresse i Rødovre.
  • 2016, 2017, 2018: AB Clausen vinder Børsens Gazellepris.
  • Udviklet med inspiration i Tyskland og England.